Ifølge Fyns Politi er Fyn i øjeblikket ramt af flere indbrud i private hjem end sædvanligt for netop dette tidspunkt på året. Det er årsagen til at Fyns politi ny beder borgerne om at være ekstra årvågne og hjælpe politiet med at holde øje med mistænkelige personer, køretøjer og adfærd særligt i villaområder.
I øjeblikket kommer der desværre rigtig mange anmeldelser om indbrud. Bare i de seneste to uger (uge 47 og 48) har det være særlig slemt med henholdsvis 91 og 106 indbrud pr. uge. De tal er langt over, hvad de plejer at være i slutningen af november og begyndelsen af december. Det er årsagen til at Fyns Politi nu går nu ud og beder borgerne om at holde ekstra øje med, hvem der færdes i det villakvarter hvor de bor og ringe til Fyns Politi med det samme, hvis de observere noget som helst mistænkeligt. Hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt, siger vicepolitiinspektør Jesper Pedersen fra Fyns Politi.
Hold øje med dit kvarter
Du skal især holde øje med personer og biler, der færdes på en mistænkelig måde, og som falder lidt udenfor normalbilledet i kvarteret: Anderledes klædte personer – måske med et udenlandsk/østeuropæisk udseende, biler der kører rundt uden tydeligt ærinde, biler på udenlandske nummerplader eller udlejningsbiler – altså idet hele taget alt, der falder udenfor normalbilledet i kvarteret.
Husk lys, når du ikke er hjemme
Fyns Politi kan ikke sige noget konkret om, hvem der står bag indbruddene. Det kan både være kendte indbrudstyve og narkomaner, men det kan også være omrejsende kriminelle grupper primært fra Østeuropa, der er på spil.
Fyns Politi opfordrer også borgerne til at sikre sig bedst muligt mod indbrud. Alle indbrudstyve kigger efter, om der er tegn på, at der er nogen hjemme. Derfor er det en god ide at bruge tænd/sluk ure i huset særligt nu, hvor det bliver tidligt mørkt – ofte inden, man er nået hjem efter job og indkøb, siger Jesper Pedersen.
Særlig indsats mod indbrud
På grund af de mange indbrud, har Fyns Politi netop sat gang i en særlig indsats, som sammen med hjælpen fra borgerne forhåbentlig kan få ramt på indbrudstyvene. Politiet kan ikke oplyse nærmere om, hvad indsatsen går ud på, tyvene skulle jo nødig blive advaret på forhånd.
Du kan ringe til Fyns Politi døgnet rundt på telefon 114 – er der tale om et indbrud, som er i gang, skal man ringe 112.
Fyns Politi kan også kontaktes på mail: fyn@politi.dk