Odeon ved Thomas B Thrigesgade.

Så ser det ud til at lykkes for de moderne byplanlæggere i Odense at finde et passende byggeri til at være langs den nu lukkede Thomas B Thrigesgade. TBT Gade_001
Thomas B Thrigesgade skulle lukkes for at give H C Andersen kvarteret dets gamle hyggelige image tilbage, så det kunne tiltrække turister, og skabe et byliv der var mere i H C Andersens ånd.
Nu er man så gået igang med at bygge noget op der skal fjerne rædslen fra thomas B thrigesgade, og så forventer man at der nu vil dukke små hyggelige huse op der ligesom i H C Andersens tid vil skabe en god atmosfære i det gamle byrum.
Men hvad ser man så? I stedet for den rædsel som trafikken skabte, ja så laver man en helt ny form for rædsel med dette nye byggeri der slet ikke harmonerer med de smukke gamle byhuse i H C Andersen kvarteret. På denne måde kan den moderne Odenses byplanlæggere med Anker Boye i spidsen sikre sig et monument der vil stå i mange år, og måske også være til ligeså megen debat som den berømte Thomas B Thrigesgade har været. Og så om føje år kan man beslutte at rive det hele ned for at genskabe et komplet bymiljø der vil harmonere bedre med hele H C Andersen kvarteret, og på denne måde fuldende bybilledet i eventyrlig H C Andersen stil.