Heartland gik i hjertet

Fyns nye musik og kulturfestival ved Egeskov tiltrak et nyt festivalpublikum

heartland

Det gode vejr har sikkert ikke gjort besøgstallet mindre, men det var helt klart et nyt publikum, der i weekenden satte deres præg på den nye festival. Heartland har da også satset på en lidt mere (fin)kulturel vinkel i forhold til de typiske musikfestivaler. Som faste indslag var der eksempelvis en række af kulturpersonligheder, der havde samtaler for ”samtalens egen skyld”. Og det viste sig at
være ret populært: En samtale med Martin Krasnik og Mikael Bertelsen måtte en del gå forgæves til, da teltet simpelthen blev for fuldt. Installationskunsten af Brian Eno, i riddersalen, havde konstant timelange køer.
Måske succesen var en lille smule for stor for arrangørerne, men til gengæld var der god stemning foran de to musikscener, hvor danske og internationale kunstnere af høj kvalitet underholdt i de smukke rammer.
Det var som nævnt ikke det typiske festivalpublikum, der udgjorde mængden, og maden der blev solgt var heller ikke typisk: sushi, og burgere med oksetatar og fjordrejer, hvor prisen var noget over den franske hotdog. Var man villig til at ofre de knap 500 kr. kunne man også deltage i Heartland Banquet hvor bl.a. Falsled kro og Kong Hans Kælder diskede op med lækkerier.
Var man komme for at ”fyre den af” blev man nok lidt skuffet. Dertil var stemningen alt for nedtonet. Det var nok heller ikke meningen fra arrangørernes side, og de fleste af de fremmødte så da også ud til at nyde den afslappede stemning med yogasessioner, wellness og masser af aktiviteter for børn.

Absolut en klar succes, som greve, Michael Ahlefeldt, og de andre arrangører har tænkt sig at fortsætte de næste mange år ud i fremtiden.